Selv erkendelse
Dette er desværre også hvad religion har udviklet sig til, og hvad mennesket har forstået af religionen, i stedet for at lede efter intetheden eller åbenbaringen i teksten. Mange krige er blevet begået over religion, blod er spildt, og man har investeret psykologisk og mere i troen om religion, uden at realisere hvad der i virkeligheden blev talt om. Når man skal fokusere på intetheden, er man også nødt til at erkende hvordan spredelsen af religion umuliggøres, fordi man i givende tilfælde ikke skulle snakke om det. Prøver man at erkende sig selv, i intetheden, kan man selvfølgelig ikke konkurrere med de andre fortællinger om myter og udsagn, som er blevet erkendt og fortalt og forstået af mange andre mennesker, på mange forskellige måder. Prøver man alligevel at videregive intetheden, kan det alment dogmatisk menneske ikke forstå tankegangen mht. intethed.
Den nemme vej
Det er meget nemmere for dette menneske, at tage intetheden, og vikle det
ind i nogle historier, og så forstå historierne. Hvilket er præcis hvad religion gør.
Dette er meget basalt forklaret, på en anden måde hvordan religion fungerer. Hvordan man er nødt til selv at nå til intetheden for at få forståelsen af det. Og Hvordan man ikke kan jagte intetheden, fordi forestillingen om intetheden stadig er forestillingen om noget.
For at forholde sig til en tankegang, er man også nødt til erkende sprogbruget i tankegangen, og når man kan forstå hvordan individet har været nødt til at forholde sig til tankegang, for at forstå intetheden, bliver det også mere klart hvordan religion er til. Også selvom man påstår man ikke er et af disse dogmatiske mennesker, er vi det alle sammen. Og hvis man bliver prikket til, når det kommer til ens egen tro, eller de holdninger man har omkring noget, vil man også automatisk føle hvordan man er følelsesmæssigt forbundet med dette emne, og uanset hvor skørt dette emne måtte være, har vi alle et.
Intetheden er noget man er nødt til at lære selv.