Regler for fodtøj i kirken
Bør en præst selv kunne vælge, om han/hun vil have kondisko, sandaler fra birkenstock eller anden form for fodtøj på i kirken? Dette har tidligere været det helt store samtaleemne, da en præst fra Nordjylland blev forbudt at have kondisko på til gudstjeneste.
Præsten Michael Schwensen ønskede at henvende sig mere til kirkegængerne, som netop i dag kommer i kirke i alverdens farver kondisko eller sandaler. Men provsten mente, at Schwensen ikke var sit embede værdigt ved at gå i hvide kondisko for enden af sin lange sorte præstekjole.
Schwensen var ikke den første religiøse skikkelse, der gav anledning til megen omtale. Paven går traditionelt set i røde sko, da farven symboliserer blod og ånd. Men Pave Frans den 1. har valgt at gå uden om de røde sko: https://jyllands-posten.dk/international/ECE9113216/overblik-syv-ting-du-maaske-ikke-vidste-om-pave-frans/, da han kun ønsker at gå i brune sko. Det skulle efter sigende skyldes, at han ønsker mindre fokus på skoene.
Hvis vi kigger på den katolske kirke generelt, kan vi se, at påklædning blandt de besøgende handler om at respektere kirkens rum. Den mest udbredte regel er, at man ikke må have bare ben, hvilket betyder, at man ikke må gå i kirke i korte shorts eller en kort kjole. Nogle kirker går mere op i reglerne end andre, og katedralen i Cordoba i Spanien har fx mere lempelige regler end Duomo katedral i Milano, hvor du ikke kan komme ind med bare ben.
I Duomo katedralen kan du heller ikke komme ind med bare skuldre, de skal være dækket til. Dette er dog en regel, som de fleste nordpå også kender til, da samme regel også gælder til bryllup i den protestantiske kirke. Derfor lød der stort ramaskrig, da den britiske TV-personlighed Chloe Madeley mødte op til Prins Harry og Meghan Markles bryllup i en sommerkjole med stropper uden et
sjal, der skulle dække skuldrene til. Madeley viste også kavalergang til brylluppet, hvilket var en anden ting, som blev påtalt af folk. Ikke på grund af religiøse årsager, men mere på baggrund af den tradition der er for ikke at vise kavalergang, i og med at det kan flytte fokus væk fra bruden.
Let påklædning vil også blive afvist i ortodokse kirker. Derfor skal du tænke en ekstra gang over dit tøjvalg, når du gerne vil besøge en kirke, mens du er på ferie i fx Grækenland. Her kan du nemlig også blive afvist i døren, hvis du har en kortærmet bluse eller korte shorts på. Derudover er det også velset, at kvinder bærer et hovedtørklæde på besøg i den ortodokse kirke. I sidste ende er det vigtigst, at man respekterer det religiøse rum og ikke blot behandler det som endnu et turistbesøg, der bliver krydset af på listen.