“At svøbe informationen i sukker”
Man har altså den samme sandhed, om intetheden, men den er tilrettelagt efter kulturen eller landet, eller årtiet og tiden denne sandhed blev realiteten for vedkommende som fik åbenbaringen
og prøvede at videregive informationen. Fortælling er rigtig ifølge vedkommende, men hver kultur er forskellig. De har hver deres forståelse for hvad de kan lide eller ikke kan lide, og samtidig er dogmatiske mennesker ikke særlig imødekommende overfor nye teorier og ideer. Derfor var man også nødt til at skræddersy sin ide til datidens folkemængder, så de kunne tolerere det. Lidt s
om hvis man skal give en pille til sit kæledyr, så er man nødt til at putte noget dyret godt kan lide rundt om pillen, for at dyret får lyst til at spise pillen. Og man får mere end ” bare pillen, med i forståelsen”. På en måde er det hvad religion prøver at gøre. Problemet er at uanset hvordan man forklarer intetheden, vil det altid være en forkert forklaring, fordi man er nød til som person, selv at finde intetheden, og forståelsen for det. Alt hvad religion har puttet på intetheden, er en slags ”lærlings proces. Myter og fortællinger, for at personer kan finde mening med skrifterne og bøgerne, og være mere modtagelige for hvad der blev sagt.