Religion
Religion og fascination
Et af de mest fascinerende spørgsmål, vi som mennesker oplever og møder, når vi lever dette sociale liv. Som vi i øvrigt kun har et af, og vi igennem hele livet prøver at finde ud af, hvad det hele går ud på.
Ikke bare en religion, men rigtig mange forskellige religioner. Og det er meget fascinerende at kigge på hvor ekstremt folk tror på deres forskellige religioner, og hvor beviste de er omkring dem.
Nogen er klar til at forsvare deres religion, selv hvis det er et spørgsmål om liv og død. Og noget helt andet er hvordan videnskaben spiller en rolle i hele historien som danner rammer for religion.
Hvis man kigger på religion, fra et videnskabeligt, rationelt synspunkt, giver religion ikke meget mening. Men alligevel har vi i verden så mange billioner mennesker som tror på religion, og det giver udgangspunkt i en tankegang som videnskabeligt lyder, ”Hvorfor er der så mange ligheder mellem de forskellige religioner, og hvordan kan re
ligionen have fået så stærkt et fodfæste når man snakker om kultur og samfund”. Hvordan kan man have så mange mennesker tro på noget. Fra videnskabens synspunkt, er religion lidt ligesom et eventyr fortælling, myter og rent opspind.
Like minded
Når man skal kigge på de fleste videnskabelige mennesker, er de meget rationelle, men de er i virkeligheden også meget like-minded, når man kigger på religiøse mennesker. De fleste ville måske påstå at de er den direkte modsætning af religiøse mennesker, men måske kunne man i virkeligheden argumentere for at disse personer havde meget mere tilfælles med religiøse mennesker, end de i virkeligheden er klar til at acceptere.
Denne artikel tager i virkeligheden ikke udgangspunkt i at snakke om religion, og hvad man i virkeligheden skulle tro på, eller hvad der er rigtig og forkert, men nærmere hvad man selv vælger at tro på, efter man har læst artiklen færdig.
Problemet
Det største problem, når man snakker viden
skab versus religion, er i virkeligheden at mennesker er ekstremt dogmatiske . Ordet dogmatisk betyder ikke at man holder med det ene eller andet, men nærmere at man holder til en bestemt verdens holdning, eller tro. Og det man gør som et menneske, for at bedre kunne forholde sig til denne holdning, er at man fortæller sig selv at man tror på det som bliver fortalt, og at man har den faktuelle evidens. Man fortæller ikke sig selv man bare holder med nogen eller noget, som man i virkeligheden gør. Dette resulterer i at man lukker af for hjernen, hvilket bunder ud i at man i virkeligheden ikke laver en grundig undersøgelse af hvad man holder til.
Det skaber et dilemma, når man i virkeligheden kan være dogmatisk, men samtidig fortæller sig selv at man ikke er. Når man opfører sig dogmatisk, men ikke tror på at man er, bliver det til sidst en ubevist handling fra hjernens side.